Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen




4. juni 2008

Lovforslag om ændring af årsregnskabsloven er vedtaget

Ny lov letter virksomhedernes byrder ved regnskabsaflæggelsen og gennemfører ændringer i 4. og 7. selskabsdirektiv om års- og koncernregnskaber. Loven træder i kraft den 1. september 2008.

Den 3. juni 2008 blev økonomi- og erhvervsministerens lovforslag om ændring af årsregnskabsloven vedtaget i Folketinget.

Lovændringen indeholder bl.a. følgende forenklingsinitiativer:

  • regnskabsklassernes størrelsesgrænser for henholdsvis små, mellemstore og store virksomheder forhøjes. Virksomhederne er i henhold til årsregnskabsloven inddelt i regnskabsklasser, som er fastlagt ud fra specifikke krav til størrelsesgrænser og virksomhedsform. Dermed vil flere små og mellemstore virksomheder få færre regnskabskrav.
  • pligten til at lade ledelsesberetningen revidere ophæves. Revisor skal nu afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet og et evt. koncernregnskab.
  • det gøres frivilligt for børsnoterede virksomheder, der aflægger koncernregnskab, at aflægge modervirksomhedens årsregnskab efter de internationale regnskabsstandarder, IFRS. 

Endvidere ophæves enkelte oplysningskrav.

Ændringer til 4. og 7. selskabsdirektiv
Fremover skal børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber oplyse, om de følger en kodeks for virksomhedsledelse. Herudover skal de bl.a. beskrive hovedelementerne i virksomhedens interne kontrol- og risikostyringssystemer.

Derudover indføres enkelte nye oplysningskrav som følge af direktivændringerne.

Loven træder i kraft den 1. september 2008 og har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. september 2008 eller senere. Virksomhederne kan dog anvende de nye regler, hvis deres regnskabsår begynder før den 1. september 2008. Virksomhederne kan dog ikke undlade revision af ledelsesberetningen før den 1. september 2008.

Hvis du har spørgsmål, så kontakt (3330 7494).

Hold dig orienteret

Afmeld nyhedsbrev

Du kan også abonnere på vores RSS-feed