En digital signatur er en elektronisk underskrift, der sikrer, at underskriveren er den, han giver sig ud for at være i forbindelse med elektronisk kommunikation. Den har juridisk samme gyldighed som en underskrift på papir.
NemID er næste generation af digital signatur. Sikker e-mail med NemID bliver muligt fra august 2010.
Med din digitale signatur kan du signere en e-post og dermed fastslå over for modtageren, at du er afsender af e-posten.
Alle medarbejdere i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har en digital signatur og kan underskrive deres e-mails. Hvis du modtager en e-mail underskrevet med digital signatur, kan du derfor kontrollere om det er ægte og gyldigt.
En digital signeret e-mail kan altid læses af modtageren selvom denne ikke har en digital signatur. Modtager skal dog for at kunne validere gyldigheden af signaturen, have installeret TDC's rodcertifikat.
Med din digitale signatur kan du kryptere indholdet i en e-mail og dermed gøre det umuligt for andre end modtageren at læse indholdet. Begge parter skal have en digital signatur.
Krypterede e-mails til Erhvervs- og selskabsstyrelsen skal sendes til eogs@eogs.dk. Undlad venligst at kryptere til andre adresser. Styrelsen kan ikke garantere sagsbehandling på krypterede e-mails til andet end eogs@eogs.dk.
For at kunne sende en krypteret e-mail til os skal du desuden have vores krypteringsnøgle i dit e-mail-program.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan ikke hjælpe med teknisk support i forbindelse med digital signatur og afsendelse af e-mails. Kontakt venligst DanID.