Visse foreninger skal være registeret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det afhænger helt af, hvad foreningen laver, og hvad der står i dens vedtægter.
Frivillige foreninger omfatter blandt andet grundejerforeninger, idrætsforeninger, almennyttige boligforeninger, ejerforeninger, kulturelle foreninger mv.
Frivillige foreninger er imidlertid kendetegnet ved at være foreninger, der ikke har nogen afgifts- eller oplysningspligt over for det offentlige. Oplysningspligt kan f.eks. være i form af A-skat i de tilfælde, hvor der er ansat en vicevært, træner eller lign.
Frivillige foreninger er derfor ikke som udgangspunkt forpligtet til at have et CVR-nummer, men hvis din frivillige forening f.eks. skal have tilskud fra en offentlig myndighed, kræves det, at din forening har et CVR-nummer. og en såkaldt Nemkonto.
Frivillige foreninger, der derfor får brug for at oprette, ændre, forny eller lukke et CVR- nummer , skal selv registrere det online med Digital Signatur eller NemID på virk.dk. Alle frivillige foreninger er registeret under branchekoden: ”94.99.00 Andre organisationer og foreninger”.
Pligten til registrering gælder f.eks. andelsboligforeninger, der pr. automatik er selskabsskattepligtige, og foreninger som f.eks. idrætsforeninger med ansatte, som skal afregne A-skat for medarbejderne. De kaldes ’ikke erhvervsdrivende foreninger’.
Disse foreninger er forpligtet til at lade sig registrere og få et CVR nummer. Denne registrering sker via startblanketten. Blanketten kan med fordel udfyldes på skærmen og herefter printes ud.
Vær opmærksom på, at startblanketten skal vedlægges foreningen vedtægter samt referat fra seneste generalforsamling.
Også de såkaldte "erhvervsdrivende foreninger" har pligt til at registrere sig i Erhvervsstyrelsen. Det er først, når foreningen har gennemført registreringen, at foreningen som sådan opnår rettigheder og forpligtelser i forhold til lovgivningen.
Registreringen skal foretages på selskabsblanketten.
Blanketten skal vedlægges foreningens vedtægter og referat fra seneste generalforsamling.
Hvis foreningen senere registrerer moms, A-skat eller andet skal dette foretages via online løsningen som findes på virk.dk.
Fonde, der skal registreres med moms, A-skat eller andet, skal bruge ”Startblanketten”, som kan hentes på virk.dk. Blanketten kan med fordel udfyldes på skærmen og herefter printes ud.
Vær opmærksom på, at startblanketten skal vedlægges vedtægt (i nogle tilfælde kaldet fundats).
Erhvervsdrivende fonde skal registreres i Erhvervsstyrelsen. Det fremgår af lov om erhvervsdrivende fonde, hvornår en fond er erhvervsdrivende, eller om den evt. er undtaget fra loven.
Det er først, når fonden har gennemført registreringen, at fonden som sådan opnår rettigheder og forpligtelser i forhold til lovgivningen.
Registreringen skal foretages på selskabsblanketten.
Blanketten kan med fordel udfyldes på skærmen og indsendes digitalt underskrevet sammen med relevante bilag. Blanketten skal vedlægges fondens vedtægter (i nogle tilfælde kaldet fundats) samt kapitaldokumentation.
Hvis fonden senere registrerer moms, A-skat eller andet, kan online løsningen på virk.dk benyttes.
Sidst redigeret: 23-01-12