Kendelse af 23. juni 1998 (97-210.638)
K1 ApS under stiftelse, K2ApS under stiftelse, K3 ApS under stiftelse, K4 ApS under stiftelse, K5 ApS under stiftelse, K6 ApS under stiftelse, K7 ApS under stiftelse, K8 ApS under stiftelse, K9 ApS under stiftelse mod Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
På vegne K1 ApS mfl. under stiftelse har direktør A klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 3. november 1997 (j.nr…) har afslået at registrere de pågældende selskaber, fordi anmeldelserne ikke opfyldte lovgivningens krav og berigtigelse ikke var sket uanset styrelsens breve herom af 23. september og 16. oktober 1997.
Klagerens skrivelse er sålydende:
"Ifølge brev fra den 3. november 1997 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremsendes klage.
Klagen går ud på, vi skal indsende dokumenter vedr. diverse selskaber som står anført, vi syntes det er helt urimeligt man misbruger selskabsloven som paragrafrytteri hvor man tilsidesætter 3 mdr. reglen, som der kan ses ifølge diverse anmeldelser samt breve fra Selskabsstyrelsen.
Når vi andre kun får 23 dage til at fremskaffe diverse papirer hvor vi kommer i tidnød, og man ikke kan få udsættelse, når der desværre er opstået et dødsfald, som kan dokumenteres.
Efter selskabsloven skal man jo ikke dokumentere anpartshavere ifølge loven, som blev vedtaget for 1 til 2 år siden, det er vi uforstående overfor.
Vi mener det er ren chikane og magtmisbrug/bureaukrati som påtvinges vi andre, man kunne få den opfattelse at dem i Selskabsstyrelsen, de ikke havde andet at give sig til.
Selskabsloven anviser jo også man skal være behjælpelig med at rette fejl, enten pr. brev eller telefonisk.
Det skal ikke herske tvivl om, at i de senere år er Selskabsstyrelsen næsten blevet fysisk umulig, at fatte som en positiv offentlig institution, for fremme af erhvervslivet." I en af Erhvervsankenævnet indhentet redegørelse og indstilling fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, af 27. januar 1998 har styrelsen oplyst bl.a.
"Registreringsnægtelsen af 3. november 1997 vedrører følgende selskaber:
I. K1 ApS - j.nr. …
II. K2 ApS - j.nr. …
III. K3 ApS - j.nr. …
IV. K4 ApS - j.nr. …
V. K5 ApS - j.nr. …
VI. K6 ApS - j.nr. …
VII. K7 ApS - j.nr. …
VIII. K8 ApS - j.nr. …
IX. K9 ApS - j.nr. ...
På grundlag af sagernes faktiske omstændigheder sammenholdt med de retlige fastholder styrelsen sin afgørelse.
Sagernes faktiske omstændigheder:
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtog anmeldelser om stiftelse vedlagt stiftelsesdokument/vurderingsberetning, udskrift af selskabernes forhandlings-protokol samt vedtægter på følgende datoer:
I. K1 ApS - den 13. maj 1997 (bilag …)
II. K2 ApS - den 14. maj 1997 (bilag …)
III. K3 ApS - den 16. maj 1997 (bilag …)
IV. K4 ApS - den 16. maj 1997 (bilag …)
V. K5 ApS - den 16. maj 1997 (bilag …)
VI. K6 ApS - den 23. maj 1997 (bilag …)
VII. K7 ApS - den 23. maj 1997 (bilag …)
VIII. K8 ApS - den 23. maj 1997 (bilag …)
IX. K9 ApS - den 28. maj 1997 (bilag …)
Samtlige selskaber er stiftet ved indskud af andre værdier end kontanter i perioden 5. - 24. maj 1997 således, at selskaberne I -III er stiftet henholdsvis den 5., 7. og den 9. maj, selskaberne IV-VI er stiftet henholdsvis den 12., 14. og 16. maj, og selskaberne VII-IX er stiftet henholdsvis den 20., 22. og 24. maj 1997.
Selskaberne er stiftet af direktør A og er anmeldt til styrelsen af B Revision 1 ApS og med A som direktør.
Det fremgår af de medsendte vurderingsberetninger, som er enslydende bortset fra selskabets navn og stiftelsestidspunkt, og underskrevet pr. stiftelsestidspunktet af reg.rev. E, at værdiindskuddet i samtlige selskaber består af hele indskudskapitalen på kr. 200.000 kr. i selskabet C ApS - reg.nr. ApS ….
Ved brev af 23. september 1997 (bilag …) anmodede styrelsen selskaberne om at berigtige de i brevet opregnede forhold. Det fremgik af brevet, at styrelsen hæftede sig ved, at vurderingsberetningerne tilsyneladende var identiske og henviste til et regnskab pr. 30. juni 1996, der ikke var modtaget i styrelsen. Styrelsen lagde derfor til grund, at der måtte være tale om årsregnskabet pr. 30. april 1996 (bilag …)
Vedrørende dette regnskab hæftede styrelsen sig ved, at revisionspåtegningen efter styrelsens opfattelse formentlig indeholdt et forbehold, idet det er anført, at regnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift. Det kan dog ikke afvises, at der er tale om en supplerende bemærkning. Revisionspåtegningen i regnskabet opfylder derfor ikke §§ 4,5 og 6 i bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996 om statsautoriserede og registrerede revisorers virksomhed m.v.
Det fremgik endvidere, at regnskabsåret for C ApS var udløbet på tidspunktet for afgivelsen af vurderingsberetningerne.
På den baggrund anmodede styrelsen om at modtage selskabets årsregnskab for 1996/1997, uanset at den maksimale indsendelsesfrist i årsregnskabslovens § 62 ikke var udløbet.
Det fremgik videre, at styrelsen havde konstateret, at alle selskaberne blev stiftet ved værdiindskud af den samlede anpartskapital i C ApS og anmodede derfor om at alle overdragelsesdokumenter i forbindelse med stiftelserne blev indsendt. Styrelsen anmodede endvidere om, at alle anpartshaverfortegnelser, herunder anpartshaverfortegnelsen for C ApS, blev indsendt til styrelsen.
Det anførtes endvidere, at de fremsendte vurderingsberetninger ikke opfyldte anpartsselskabslovens bestemmelser.
Vedr. selskabet K2 ApS (opregningens nr. II) anførte styrelsen tillige, at der måtte anmeldes en korrekt hjemstedskommune og fremsendes ændrede vedtægter.
Brevet afsluttedes med en berigtigelsesfrist til den 20. oktober 1997. Denne frist blev ved brev af 15. oktober 1997 (…) forlænget til 30. oktober 1997. Selskaberne har derfor haft en frist på 1 måned og 7 dage til at foretage berigtigelse. I brev af 15. oktober 1997 blev det tilkendegivet fra styrelsens side, at der ikke ville blive givet yderligere fristforlængelse. På trods af denne tilkendegivelse registreringsnægtede styrelsen ikke sagerne denne dag, men først den 3. november 1997 (…), efter at den maksimale indsendelsesfrist i årsregnskabslovens § 62 var udløbet.
Der var på dette tidspunkt ikke modtaget berigtigelse, hverken fuldstændig eller delvis.
Styrelsen blev den 28. oktober 1997 telefonisk kontaktet af selskabets revisor, reg. rev. B, der oplyste, at der ikke kunne udarbejdes regnskab, fordi ejerne af selskabet var uenige om hvilke værdier, der var i selskabet.
Samme dag blev styrelsen tillige kontaktet telefonisk af A, der ønskede yderligere udsættelse, efter det oplyste dels på grund af virus i revisionsselskabets computer og dels på grund af et dødsfald få dage forinden. Det oplystes, at revisionsselskabets bogholders mor var afgået ved døden.
Styrelsen henviste til brev af 15. oktober 1997, hvor det var tilkendegivet, at der ikke ville blive givet yderligere fristforlængelse og til, at årsregnskabet allerede ved udgangen af september måned skulle være udarbejdet.
Den 30. oktober 1997 meddelte selskabets revisor telefonisk, at der ikke kom noget regnskab fra ham, da han ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at give en ren revisionspåtegning. Konsekvensen af det manglende årsregnskab ville formentlig blive, at han fratrådte som selskabets revisor.
Det bemærkes, at styrelsen efterfølgende har modtaget selskabets årsregnskab i flere eksemplarer. Der er således modtaget eksemplarer af regnskabet den 19. november, den 25. november 1997 samt tillige et ufuldstændigt eksemplar.
Styrelsen har noteret sig, at det fremgår af regnskaberne modtaget den 19. november og 25. november 1997, at regnskabet er godkendt på generalforsamlingen den 15. oktober 1997 - altså 14 dage før det tidspunkt, hvor klageren på ny søgte om udsættelse, fordi regnskabet ikke kunne færdiggøres. Kopi af regnskaberne af 19. og 25. november 1997 vedlægges (bilag …). Regnskaberne er identiske.
Den 9. oktober 1997 modtog styrelsen et brev fra hr. F vedr. udlevering af alt materiale i C (bilag ..). I en samtidig telefonsamtale oplyste han, at han besad 50% af anpartskapitalen i C ApS. På den baggrund fremsendtes den 13. oktober 1997 brev til direktionen for C ApS (bilag ..). Samme dag fremsendtes brev til F (bilag ..) Den 22. oktober 1997 fremsendtes brev til direktionen for C ApS (bilag ..).
Styrelsen kan endvidere oplyse, at styrelsen den 26. november 1997 har modtaget meddelelse fra reg. rev. E, der har meddelt styrelsen, at han med øjeblikkelig virkning fratræder som revisor i selskabet (bilag ..). Styrelsen har derfor skrevet til ledelsen for selskabet og givet selskabet en frist til 13. februar 1998 til valg af ny revisor. I modsat fald vil styrelsen anmode skifteretten om at opløse selskabet (bilag …)
I forbindelse med indsendelsen af årsregnskabet modtog styrelsen den 19. november 1997 kopi af et salgsdokument, der vedrører A's køb af anparterne i C ApS under det daværende navn G ApS vedlagt en overdragelseserklæring (bilag …) Styrelsen har derimod fortsat ikke modtaget en anpartshaverfortegnelse, der dokumenterer at anparterne har været indskudt i og dermed overdraget og videreoverdraget til de ni selskaber under stiftelse.
Derudover har styrelsen vedrørende K2 ApS (opregningens nr. II) modtaget følgende dokumenter:
. Brev fra en køber af selskabet modtaget den 14. juli 1997 (bilag …), med forespørgsel om hvorfor selskabet ikke er registreret.
. Anmeldelse modtaget den 11. august 1997 vedrørende ændring i selskabets ledelse og hjemstedsadresse (bilag ..).
. Telefax af 21. oktober 1997 (bilag …), fra samme køber.
. Den 26. november 1997 modtog styrelsen en efterfølgende delvis berigtigelse af styrelsens brev af 23. september, idet A fremsendte ændrede vedtægter for selskabet (bilag ..).
. Fra adv. N på vegne samme køber modtog styrelsen den 12. december 1997 en anmodning om at bekræfte, at selskabet var registreringsnægtet, samt at angive hvorfor (bilag ..).
. Styrelsens svarbrev afgik den 15. december 1997 (…).
Vedrørende K8 ApS (opregningens nr. IX) modtog styrelsen den 31. oktober 1997 en anmeldelse med bilag vedr. ændring af navn og hjemsted (bilag …).
Det fremgår af klagerens brev af 25. november 1997 til Erhvervsankenævnet, at styrelsen skulle have tilsidesat en 3 måneders regel, der ifølge klagerens oplysninger fremgår af diverse anmeldelser samt breve fra styrelsen.
Det har ikke ud fra de af klageren anførte oplysninger været muligt for styrelsen nærmere at fastslå, hvad klageren refererer til.
Det anføres videre i klagerens brev, at klageren kun har haft 23 dage til at berigtige sagerne i, samt at styrelsen ikke ville give yderligere udsættelse på grund af et dødsfald, jf. tillige klagerens påtegning på kopi af styrelsens brev af 3. november 1997. Af påtegningen fremgår, at klageren den 29. oktober rettede telefonisk henvendelse til styrelsen for at få udsættelse til 10. september (er formentlig en fejlskrivning) på grund af dødsfald, men at man ikke ville give udsættelse, så klageren kunne nå at få regnskabet færdigt. Styrelsen har noteret, at telefonsamtalen fandt sted den 28. oktober 1997, jf. ovenfor.
Som det fremgår ovenfor under gennemgangen af sagernes faktiske omstændigheder, blev der givet selskaberne en frist på mindst 1 måned og 7 dage til at berigtige sagerne. På tidspunktet for registreringsnægtelsen var sagerne hverken helt eller delvist berigtiget.
Det fremgår videre af klagerens brev, at det ikke ifølge anpartsselskabsloven skal dokumenteres, hvem der er anpartshavere i et selskab.
Styrelsen har i forbindelse med sagsbehandlingen hæftet sig ved, at der tilsyneladende foretages et værdiindskud af samme aktiver, idet selskaberne er stiftet i umiddelbar tidsmæssig tilknytning til hinanden.
På den baggrund anmodede styrelsen om at få en nærmere redegørelse om overdragelserne. Styrelsen anmodede om at samtlige overdragelsesdokumenter, tillige med anpartshaverfortegnelsen for alle selskaberne blev indsendt til styrelsen.
Som bilag til klagen har klageren vedlagt kopi af anmeldelse med bilag om stiftelse af … ApS, stiftet den 16. september 1996, modtaget i styrelsen den 30. september 1996, kopi af styrelsens brev af 6. januar 1997, kopi af anmeldelse med bilag om stiftelse af … REVISION ApS, stiftet den 13. januar 1997, modtaget i styrelsen den 24. januar 1997, samt kopi af anmeldelse af 22. januar 1997, modtaget i styrelsen den 14. marts 1997.
Disse bilag hidrører fra en sag, der blev behandlet under j.nr. … Sagen blev registreringsnægtet ved brev af 22. april 1997 på grund af manglende berigtigelse. Der blev i forbindelse med registreringsnægtelsen givet ankevejledning til Erhvervsankenævnet. Såfremt Erhvervsankenævnet måtte ønske at få sagens bilag udleveret, vil disse blive fremsendt, men denne sag har intet at gøre med de sager, der blev registreringsnægtet ved styrelsens brev af 3. november 1997.
Styrelsen har ud over ovennævnte sag fra samme anmelder modtaget en del andre sager, hvoraf en del er registreret, mens en anden del er registreringsnægtet. Styrelsen har fundet det fornødent i en mindre del af de registreringsnægtede sager, at foretage politianmeldelse for overtrædelse af anpartsselskabsloven.
Det anføres endeligt i klagerens brev, at styrelsen har udøvet chikane og magtmisbrug. Denne påstand skal styrelsen på det kraftigste afvise.
Sagernes retlige omstændigheder:
Det følger af anpartsselskabsloven § 72, at styrelsen kan forlange de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til om loven er overholdt.
Det følger af aktieselskabslovens § 6 a, jf. anpartsselskabslovens § 7, stk. 2, hvilket indhold en vurderingsberetning skal have.
Det følger af anpartsselskabslovens § 16, at selskabets ledelse straks efter stiftelsen skal oprette en fortegnelse over anpartshavere.
Det følger af anpartsselskabsloven s § 29, at årsregnskabet skal godkendes på en ordinær generalforsamling, der skal afholdes senest 5 måneder efter regnskabsårets udløb.
Styrelsen kan i medfør af anpartsselskabslovens § 73, stk. 1, give en frist til at afhjælpe fejl og mangler. I medfør af samme bestemmelses sidste pkt. kan styrelsen nægte registrering, hvis berigtigelse ikke sker senest ved udløbet af fristen.
På baggrund af sagernes faktiske og retlige omstændigheder fastholder styrelsen afgørelsen af 3. november 1997 i dens helhed." Den skrivelse om berigtigelse m.v. af 23. september 1997 til klager, der er nævnt i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens foran citerede redegørelse har følgende indhold:
"Det fremgår af de til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsendte anmeldelser med bilag, at samtlige ovenfornævnte selskaber er stiftet ved værdiindskud af anparter i selskabet C ApS - reg.nr. 196.574.
Samtlige vurderingsberetninger henviser til et regnskab pr. 30. juni 1996. Opmærksomheden henledes på, at det senest modtagne regnskab i styrelsen for dette selskab er pr. 30. april 1996. Det fremgår af styrelsens register, at selskabets registrerede regnskabsår er 1. maj til 30. april.
Vurderingsberetningerne er underskrevet af selskabernes revisor i perioden 5. maj 1997 til 24. maj 1997.
C ApS' regnskabsår er derfor udløbet inden afgivelse af vurderingsberetningerne. Styrelsen skal derfor i medfør af anpartsselskabsloven s § 72, anmode om at modtage selskabets årsregnskab for 1996/97 i revideret og godkendt stand, uanset at den maksimale indsendelsesfrist for årsregnskabet i årsregnskabslovens § 62, stk. 1, ikke er udløbet.
Styrelsen skal henlede opmærksomheden på, at det af revisionsprotokollatet og revisionspåtegningen i det senest modtagne årsregnskab pr. 30. april 1996, fremgår, at der er taget forbehold eller anført en supplerende bemærkning om, at regnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift. Der henvises i revisionsprotokollatet og revisionspåtegningen til ledelsens årsberetning. I ledelsens årsberetning ses der imidlertid ikke at være taget stilling til det anførte forhold.
I forbindelse med aflæggelse af årsregnskabet for 1. maj 1996 til 30. april 1997 skal styrelsen henlede opmærksomheden på, at der må være sammenhæng mellem de anførte oplysninger, ligesom revisionspåtegningen i øvrigt må være udarbejdet under iagttagelse af bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996 (erklæringsbekendtgørelsen).
Det fremgår af de fremsendte vurderingsberetninger, at der er sket overdragelse af anparterne i C ApS den 5. maj, den 7. maj, den 9. maj, den 12. maj, den 14. maj, den 16. maj, den 20. maj, den 22. maj og den 24. maj 1997. I den forbindelse skal styrelsen anmode om en nærmere redegørelse om overdragelserne. Der må indsendes købs- og salgsnotaer og evt. andre overdragelses dokumenter, ligesom der må indsendes anpartshaverfortegnelse for alle selskaber, herunder C ApS.
De fremsendte vurderingsberetninger opfylder ikke bestemmelserne i aktieselskabslovens § 6 a, jf. anpartsselskabslovens § 7, stk. 2.
Det må således fremgå, hvem de anførte anparter i C ApS tilhører. Vurderingsberetningerne må suppleres med oplysninger om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen, jf. aktieselskabslovens § 6 a, stk. 1, nr. 2, herunder om der ved vurderingen er lagt nedskrevne værdier eller handelsværdier til grund, om vurderingen er sket ud fra going-concern-princippet, jf. ovenfor vedrørende årsregnskabet for 1996.
Vurderingsberetningerne må endvidere suppleres med en udtrykkelig erklæring om, at den ansatte værdi af de overtagne aktiver mindst svarer til det aftalte vederlag, herunder om den pålydende værdi af de anparter, der skal udstedes med tillæg af eventuel overkurs, jf. anpartsselskabslovens § 7, stk. 2, jf. aktieselskabslovens § 6a, stk. 1, nr. 4.
Det må endvidere klart fremgå, at vurderingen af aktiverne er foretaget på tidspunktet for underskrivelsen af vurderingsberetningerne.
Oplysningerne i modstrid med ovennævnte må udgå af vurderingsberetningerne.
Derudover må følgende berigtiges:
Vedrørende K2 ApS UNDER STIFTELSE fremgår det af anmeldelsesblanketten og selskabets vedtægter, at selskabets hjemstedskommune er X Kommune. Der ses ingen kommune af dette navn, hvorfor selskabets adresse og hjemstedskommune må anføres korrekt og de tidligere fremsendte dokumenter må ændres i overensstemmelse hermed.
Der må indsendes et dateret eksemplar af vedtægterne i den ny affattelse, jf. § 9, stk. 2, i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens anmeldelsesbekendtgørelse.
Såfremt berigtigelsen ikke modtages i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest den 20. oktober 1997 vil registrering uden yderligere varsel blive nægtet, jf. anpartsselskabslovens § 73." Efter at have haft Erhvervs- og Selskabsstyrelsens redegørelse af 27. januar 1998 til udtalelse, meddelte direktør A følgende ved skrivelse af 2. marts 1998:
"Der fremsendes yderligere tillæg som Selskabsstyrelsen forlangte. Anpartshaverfortegnelse samt supplement til stiftelsesdokument på samtlige selskaber." I overensstemmelse med skrivelsens indhold var vedlagt en række bilag.
Ved skrivelse af 16. marts 1998 anmode Erhvervsankenævnet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en supplerende udtalelse i anledning af skrivelsen af 2. marts 1998 og de medsendte bilag.
I skrivelse af 31. marts 1998 har styrelsen bemærket følgende:
"I brev af 16. marts 1998 anmodede Erhvervsankenævnet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en supplerende udtalelse på baggrund af hr. A's udtalelse af 2. marts 1998 med bilag.
Det fremgår af udtalelsen, at der er fremsendt anpartshaverfortegnelser og supplement til stiftelsesdokumenter.
Det nu fremsendte materiale var en del af den berigtigelse, der i henhold til styrelsens brev af 23. september 1997 skulle være indsendt til styrelsen inden 20. oktober 1997. Fristen blev dog efterfølgende forlænget til 30. oktober 1997.
Da berigtigelse ikke var modtaget inden fristens udløb, blev sagerne nægtet registrering den 3. november 1997.
Styrelsen har noteret sig, at styrelsens brev af 23. september 1997 fortsat ikke er berigtiget fuldt ud. Der er fortsat ikke indsendt overdragelsesdokumenter i forbindelse med overdragelsen af anparterne i C ApS, ligesom anpartshaverfortegnelsen for dette selskab ikke er modtaget. Anparterne i C ApS er kapitalgrundlaget for samtlige de nu registreringsnægtede anpartsselskaber.
Vedrørende de fremsendte vurderingsberetninger, der er identiske bortset fra selskabets navn, fremgår det, at udgangspunktet ved værdiansættelsen er indre værdis metode.
Efter denne metode er et selskabs indre værdi det samme som selskabets egenkapital, hvilket vil sige selskabets aktiver med fradrag af gæld.
Hvis beregningen af den indre værdi foretages som anført i de af selskabernes revisor, E, udarbejdede vurderingsberetninger, vil egenkapitalen som udgangspunkt blive medtaget to gange. Det fremgår, at beregningen foretages på følgende måde: selskabets egenkapital + (selskabets aktiver – selskabets gæld = egenkapitalen) = 2 gange selskabets egenkapital.
Efter styrelsens opfattelse opfylder de nu fremsendte vurderingsberetninger ikke bestemmelserne i aktieselskabslovens § 6 a, jf. anpartselskabslovens § 7, stk. 2." I anledning af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens skrivelse af 31. marts 1998 har klager uden tilføjede kommentarer fremsendt følgende "Beregning af Indre Værdi".
"Vurderingsberetning svar på skrivelse af 31. marts 1998 journal 98-10.559
Med udgangspunkt i regnskab for anpartsselskabets C ApS reg-nr: …, 6 regnskabsår pr. 30.04.97 jnf. Balance side 5. Balance side 6 selskabskapital kr.200.000 og en egenkapital på kr. 178.004.
Samme regnskab side 5 Selskabets aktiver i alt kr. 558.099
Samme regnskab side 6 Selskabets passiver (gæld i alt) kr. 382.576
Indre værdi kr. 175.523
Som er selskabets værdi pr. 30.04.97
At indskudskapitalen (anparterne) overdrages til selskabet på stiftelsesdagen
At der ikke tilkommer stiftere eller andre særlige rettigheder eller fordele.
Undertegnede registreret revisor erklærer herved at den ansatte værdi svarer til det aftalte vederlag herunder den pålydende værdi af de anparter der skal udstedes.
Reguleret efter H's (sagsbehandler i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) skrivelse af 31. marts 1998
Silkeborg den 14. april 1998
Revisionskontoret J
E
Registreret revisor
Tiltrådt af ejeren A"
Klager har endvidere vedlagt udskrift af 2. februar 1996 fra anpartsselskabsregistret vedr. G ApS samt forskellige dokumenter betegnet overdragelseserklæringer henholdsvis salgsdokumenter vedrørende C ApS og de i sagen implicerede selskaber under stiftelse.
Ankenævnet udtaler:
Det tiltrædes, at de af klageren indsendte anmeldelser m.v. for de pågældende selskaber ikke kunne danne grundlag for registrering, og at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har været berettiget til at stille de nævnte krav om berigtigelse mv. som sket ved skrivelse af 25. september 1997 og til at afvise registrering, da berigtigelsesmaterialet m.v. ikke var indkommet efter forlængelse af indsendelsesfristerne som sket ved den påklagede skrivelse af 3. november 1997.
I sagen har Morten Iversen, Eskil Trolle og Niels Larsen deltaget.
Niels Larsen
formand for ankenævnet
Webansvarlig:
Sidst redigeret: 11-01-07