Det fremgår af Kommissionens meddelelse om forebyggelse og bekæmpelse af erhvervsmæssig og finansiel uredelighed, at medlemsstaterne skal gennemføre og håndhæve EU-reglerne, og de nationale tilsynsmyndigheder spiller en vigtig rolle i den forbindelse. De skal samarbejde både på nationalt, EU eller internationalt plan. Hvis ikke EU-reglerne effektueres og håndhæves, vil dette i høj grad hindre bekæmpelsen af virksomhedernes uredelighed.
For at virkeliggøre dette mål er der foreslået et direktiv om lovpligtig revision (8. selskabsdirektiv), der kræver, at alle revisorer og revisorvirksomheder er undergivet et ”effektivt og uafhængigt offentligt tilsyn, hvortil der er afsat tilstrækkelige midler”, og som samarbejder på tværs af grænser. Det forventes at direktivforslaget vedtages i juni 2005. Danmark har dog allerede med revisorloven indført et sådant revisortilsyn.
Revisortilsyn:
Revisortilsynet blev indført med den nye lov om statsautoriserede og registrerede revisorer (lov nr. 302 af 20. april 2003), der trådte i kraft den 1. september 2003. Hermed udmøntedes EU-Kommissionens henstillinger af 15. september 2000 om kvalitetssikring i forbindelse med lovpligtig revision og af 16. maj 2002 om uafhængighed.
Revisortilsynet er nedsat af styrelsen, der også har udpeget medlemmerne. Der er otte medlemmer og en formand, og der er i tilsynet flertal af ikke-revisorer. Kvalitetskontrollen omfatter udførelsen af og uafhængigheden i forbindelse med revisors revisions- og erklæringsopgaver. Alle statsautoriserede og registrerede revisionsvirksomheder har pligt til at underkaste sig kvalitetskontrollen, der udføres af kvalitetskontrollanter, som er revisorer, der er godkendt hertil af Revisortilsynet.
Webansvarlig:
Sidst redigeret: 12-05-09