Revisorer og revisionsvirksomheder skal underkastes kvalitetskontrol. Du kan her læse nærmere om den lovbaserede kvalitetskontrol og finde links til Revisortilsynets hjemmeside og relevant lovgivning ude til højre.
Revisortilsynet
Revisortilsynet er et uafhængigt organ. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fungerer som sekretariat for Revisortilsynet.
Revisortilsynet tager stilling til, om den modtagne erklæring fra kvalitetskontrollanten giver anledning til en påtale, en påtale med fornyet kontrol eller en indbringelse for Revisornævnet.
Revisortilsynet er ikke en klageinstans. Hvis du vil klage over en revisor eller en revisionsvirksomhed, skal dette gøres til Revisornævnet.
Revisortilsynet udarbejder en årlig redegørelse over den udførte kvalitetskontrol, og det udsteder ligeledes retningslinjer til gennemførelse af kvalitetskontrollen.
Kvalitetskontrol
Revisionsvirksomheder og de heri tilknyttede revisorer har pligt til at lade sig underkaste kvalitetskontrol. Kvalitetskontrollen er lovpligtig, og den er uafhængig af en eventuel foreningsbaseret kvalitetskontrol af revisionsvirksomheden.
Kvalitetskontrollen udføres med højst 6 års mellemrum. Revisionsvirksomheder, der reviderer virksomheder af offentlig interesse skal dog kontrolleres med højst 3 års mellemrum.
Kvalitetskontrollen udføres af kvalitetskontrollanter, som er udpeget af Revisortilsynet, og skal omfatte udførelsen af og uafhængigheden i forbindelse med de opgaver, som revisor beskæftiger sig med i forbindelse med sine erklæringsopgaver.
Kvalitetskontrollanten skal indsende sin erklæring til Revisortilsynet senest den 15. november i kontrolåret.
Forskellen mellem kvalitetskontrol og Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Undersøgelser
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har lavet et bilag, der beskriver forskellene mellem kvalitetskontrollen og Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Undersøgelser. Du kan finde bilaget ude til højre.
Webansvarlig:
Sidst redigeret: 18-11-10