Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen




Afgørelser og udtalelser

Afgørelser og udtalelser viser styrelsens praksis. Du finder her de centrale afgørelser og udtalelser, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen træffer på fondsområdet, eller på områder der har betydning for fonde.

Krav om en af stifter uafhængig ledelse

Afgørelsen er truffet i en stiftelsessag, hvor ledelsen ikke var tilstrækkelig uafhængig af stifter, da det nødvendige uafhængige bestyrelsesmedlem i flere tilfælde ville være inhabil.

Erhvervsmæssig aktivitet i en fond under stiftelse vurderet som værende af begrænset omfang

Afgørelsen slår fast, at en fond som udgangspunkt vil være erhvervsdrivende, hvis den fungerer som holdingfond. Dette gælder uanset datterselskabets erhvervsmæssige omsætning. I den konkrete afgørelse er det dog konkluderet, at fondens erhvervsmæssige aktiver udgør en uvæsentlig andel af fondens samlede formue, hvorfor fonden alligevel ikke skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde.

Ikke tilladelse til likvidation af erhvervsdrivende fond, da fondens formål ikke ansås for udtømt

En erhvervsdrivende fond havde søgt om tilladelse til likvidation. Der var redegjort for, at fondens primære formål ikke længere var muligt at opfylde, men fondens øvrige formål kunne stadig opfyldes. Der kunne på denne baggrund ikke gives tilladelse til at likvidere fonden.

Fond undtaget fra lov om erhvervsdrivende fonde, da fondens primæropgaver var reguleret af lov om social service

Da de opgaver, som fonden varetager udover fondens opgaver i henhold til lov om social service, er af begrænset omfang i forhold til de opgaver, der varetages i medfør af lov om social service, er fonden undtaget fra lov om erhvervsdrivende fonde, jf. § 1, stk. 4, nr. 4.

Ikke mulighed for uddeling fra sparekassefond til underliggende sparekasseaktieselskab

Afgørelse vedrørende bl.a. forbud mod uddeling fra sparekassefond til underliggende sparekasseaktieselskab, jf. lov om erhvervsdrivende fonde §§ 40-41.

Bestyrelsesarbejdets omfang - Nedsættelse af bestyrelseshonorar efter § 19 i Lov om Erhvervsdrivende Fonde
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i den konkrete sag truffet afgørelse om at nedsætte bestyrelseshonoraret. De faktorer, der spiller ind ved afgørelse heraf, er bestyrelsens tidsforbrug, fondens størrelse, fondens formål og anbringelse af fondens formue.

Regnskabsgennemgang af sparekassefond

Afgørelsen er truffet som led i en regnskabsundersøgelse af en sparekassefond. Styrelsen har eksempelvis truffet afgørelse om, at fonden er moderselskab i forhold til sparekasseaktieselskabet, da fonden besidder bestemmende indflydelse på trods af stemmeretsbegrænsninger i sparekasseaktieselskabets vedtægter. Desuden er det præciseret at fonden kun kan foretage uddelinger på baggrund af frie midler og at de ulovlige uddelinger skal tilbagebetales. Endvidere kunne fonden ikke anvende årsregnskabslovens § 38, da fonden ikke opfylder definitionen på en investeringsvirksomhed.

Ikke hjemmel til fusion af erhvervsdrivende fond med en ikke-erhvervsdrivende fond

Den påtænkte fusion af en erhvervsdrivende og en ikke-erhvervsdrivende fond kunne ikke tillades af fondsmyndigheden, da det af fusionsplanen fremgik, at der skulle ske fusion med universalsuccesion. Der er ikke hjemmel til fusion af sådan to fonde med universalsuccession i opløsningsbekendtgørelsen, jf. § 50, stk. 2, i lov om erhvervsdrivende fonde, samt lovens § 48, stk. 1, 2. pkt.

Webansvarlig:

Sidst redigeret: 31-01-12

Spørgsmål og svar