Erhvervs- og Selskabsstyrelsen godkender personer som statsautoriserede henholdsvis registrerede revisorer. Du kan her læse nærmere om godkendelse og deponering som revisor samt bortfald af godkendelsen. I højre side finder du links til de relevante bekendtgørelser og vejledninger.
Godkendelse som revisor
Revisorloven stiller følgende krav før man kan blive godkendt som enten statsautoriseret eller registreret revisor:
- man skal have bopæl i Danmark eller i et andet EU/EØS-land eller Schweiz,
- man skal være myndig og ikke under værgemål,
- man har en forsikring mod økonomiske krav, som følge af udførelsen af revisorhvervet,
- man har ikke anmeldt betalingsstandsning eller konkurs,
- man i mindst 3 år efter det fyldte 18. år har udført revisoropgaver i henholdsvis registrerede eller statsautoriserede revisionsvirksomheder. Beskikkelse som statsautoriseret revisor kræver, at revisoropgaverne er udført i en statsautoriseret revisionsvirksomhed.
Derudover skal man bestå den såkaldte kvalifikationseksamen/revisoreksamen. Kravene til denne eksamen er reguleret i bekendtgørelse om revisoreksamen/kvalifikationseksamen for statsautoriserede og registrerede revisorer.
Godkendelsen kan nægtes, hvis man har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover. Desuden kan godkendelsen nægtes i henhold til straffelovens § 78.
Gensidig anerkendelse
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan godkende personer, der godtgør at have gennemført en uddannelse i udlandet, der kan sidestilles med de uddannelseskrav, der stilles i Danmark.
Den gensidige anerkendelse foregår ved, at Styrelsen for International Uddannelse foretager en teoretisk vurdering af uddannelsen – den såkaldte ækvivalensvurdering.
Revisorkommissionen vurderer herefter, om den praktiske uddannelse er i overensstemmelse med de krav, der følger af revisorloven mm. – den såkaldte egnethedsprøve. Her vurderes, om den pågældende har opnået et indgående kendskab til dansk lovgivning mm., således at den pågældende vil kunne udøve revision her i landet på samme vilkår, som gælder for personer med danske erhvervsmæssige kvalifikationer.
Deponering
En revisor kan deponere sin godkendelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis han for en periode ikke ønsker at gøre brug af den. Revisor skal enten indsende et brev eller skrive en mail, hvori det oplyses, at denne deponerer sin godkendelse.
Revisor er ikke omfattet af revisorlovens regler om forsikring i den periode, han har deponeret sin godkendelse.
Revisorer, der har deponeret sin godkendelse kan ikke anvende titlen "statsautoriseret/registreret revisor med deponeret godkendelse". Hvis en revisor med deponeret godkendelse ønsker at oplyse om sin uddannelse, kan betegnelsen "revisor, cand. merc. aud." anvendes, hvis vedkommende har denne uddannelse.
Bortfald
Revisors godkendelse kan bortfalde, hvis revisor eksempelvis ikke har den lovpligtige forsikring eller har forfalden gæld til det offentlige på over 100.000 kr.
Godkendelsen kan også bortfalde, hvis revisor er frakendt godkendelsen ved Revisornævnet eller domstolene eller hvis revisor nægter at lade sig underkaste kvalitetskontrol.
Webansvarlig:
Sidst redigeret: 08-09-10