Louise Møller Sørensen startede som elev i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (EogS) i september 2009 og skal være her frem til september 2011. Her fortæller hun om, hvordan hun oplever at være elev i styrelsen.
Som elev i EogS har jeg indtil videre stiftet bekendtskab med tre forskellige afdelinger med tre vidt forskellige arbejdsområder. Jeg har blandt andet været i Center for CVR Registrering, hvor eleverne som regel starter deres forløb. Her fik jeg en grundig basisviden om styrelsens kerneydelse, og kort tid efter kunne jeg sagsbehandle på egen hånd.
Derefter kom jeg til Center for Salg og Support, hvor opgaverne består i at rådgive kunder om www.cvr.dk og www.virk.dk via mail og telefon. Det var en opgave jeg var rigtig glad for, da jeg nyder at kunne hjælpe andre omkring mig.
Godt kendskab til hele huset
Jeg og vores anden elev, Casper Baunsgaard, startede med et to-dages introduktionsforløb med bl.a. en rundvisning i hele huset. Her fik vi som nye et hurtigt indblik i, hvad der sker rundt omkring i huset. Men i løbet af af vores elevtid rokerer vi rundt til de fleste centre i huset. Og således får vi et dybere kendskab til alt, hvad man beskæftiger sig med i EogS.
Min rolle som elev
Som elev får jeg lov til at deltage i mange forskellige møder og opgaver. I Personaleafdelingen, hvor jeg arbejder nu, skal jeg være med til at ansætte nye elever, tage mig af kampagnen ”Vi cykler til arbejde” og mange andre spændende opgaver. Når jeg er under oplæring, er jeg elev, men ellers synes jeg, at jeg arbejder på lige fod med alle andre i styrelsen og er glad for at kunne give en hånd med og være til nytte. Det er rigtig dejligt, at jeg får mine egne opgaver, som jeg glæder mig til at arbejde mere med.
Der bliver sat stor fokus på, at jeg når igennem de områder, som det kræves i forhold til min uddannelsesplan, da styrelsen gerne ser, at de overholder det, de skal, og får uddannet gode elever.
Fremtiden
Det er svært for mig på nuværende tidspunkt at sige, hvilken vej jeg kunne tænke mig at gå den dag jeg er færdig. Som tingene er nu, har jeg kun mødt gode og positive afdelinger med spændende arbejdsopgaver og søde og hjælpsomme kollegaer. Forsætter dette indtryk hele min elevtid ud, synes jeg selv, jeg har store muligheder, den dag jeg er færdig som elev i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Uddannelsen tager to år, heraf er der tre skoleforløb på Niels Brock i København på i alt 13 uger. Du kommer også på en studietur til Bruxelles, hvor du får en introduktion til EU.
Som afslutning på din uddannelse skal du skrive fagprøve om et relevant emne, som du selv vælger. Du får to uger fri fra skole og arbejde for at kunne arbejde på din fagprøve.
Webansvarlig:
Sidst redigeret: 24-09-10